Velkommen til vores nye yogablog. Her i bloggen vil Jette og jeg dele vores tanker, overvejelser og mangeårige erfaring med yoga og ikke mindst dykke ned i filosofien bag den klassiske yoga. I klasserne på skolen inddrager vi som bekendt ofte yogaens filosofi i klasserne. Det afføder en nysgerrighed hos eleverne, som vi håber, at denne blog kan stimulere.

Når man har brugt tusindevis af timer på yoga, så er det naturligt jævnligt at stoppe op og gøre status: Hvad har vi lært, hvad har vi fået ud af al denne yoga og har det overhovedet været umagen værd? Har yoga gjort os mere livsduelige? Har yoga gjort os mere tilfredse med tilværelsen sådan helt generelt? 

BKS Iyengar var kendt for at sige: ”Don’t forget yoga only has a beginning but no end” med det mente han naturligvis, at yoga er et uhyre komplekst og meget omfattende fænomen og en indre rejse med mange forestillinger, koncepter og begreber tæt sammenvævede. Man kan hele tiden blive klogere, lære mere og indse nye sammenhænge og processen stopper aldrig. 

Santosha – en dybere tilfredshed i livet.

Så tilbage til tilfredsheden og dermed er et af vigtige begreber i klassisk yoga: Santosha betyder ”tilfredshed”, men handler ikke blot om den ofte kortvarige tilfredsstillelse, der kommer ovenpå en veludført opgave eller efter overvindelsen af en større eller mindre udfordring. Santosha har en mere omfattende mening end bare tilfredshed, idet santosha henviser til en dybere og mere eksistentiel oplevelse af fundamentalt at kunne ”påskønne” sin eksistens på godt og ondt. 

Jeg kan huske en velfortjent afspænding i savasana i Puna i januar 1997. Jeg var godt træt i min krop efter den intense klasse, hvor Mr. Iyengar havde undervist i forbindelsen mellem de stående og de omvendt stående stillinger. Vi havde gjort ado mukha vkrsasana (håndstand) og pincha mayurasana (albue-stand) mellem hver af de stående stillinger og afsluttet med en længere sirsasana (hovedstand) og sarvangasana (skulderstand). Jeg var derfor både udmattet, men samtidig vældig opløftet og let om hjertet. Jeg følte mig dybt indadvendt, mit sind rolig og stille, og selv den konstante dytten fra bilerne på gaden udenfor instituttet og beostærenes evige plapren i træerne var langt, langt væk. Jeg lå tungt på min måtte og følte marmorgulvets kølighed gennem måtten mod mine varme krop, men samtidig var jeg ganske let inden i. Iyengar havde undervejs talt om ”etik”, altså at praktisere yoga med den rette attitude og sagde nu:

”In your practice you have to do your very best otherwise it is unethical yoga-practice”. 

Enhver, der kender til Iyengars intense praksis og evige bestræbelse på at gå dybere, ville nok have forvente et sådant udsagn. Iyengar var kompromisløs både med sig selv og mange af sine elever og kunne være både hård og krævende. Men det næste han sagde, var afgjort det mest interessante: 

”Once you have done your very best you must be satisfied – otherwise that would also be unethical yoga-practice!”

Det som Iyengar her knytter an til er netop begrebet santosha: Tanken er, at når du oprigtigt har gjort dig umage og uforbeholdent ydet dit bedste uden at kunne have gjort mere, end det du gjorde, så har du også en pligt til at være tilfreds med dig selv uanset resultatet. Også selvom andre måske kunne have gjort noget mere eller bedre end dig. Men hvordan kan det ligefrem være en pligt til at være tilfreds? Det handler om den måde, man vælger at forstå sig selv. For bedre at kunne begribe dette, så kan vi bevæge os en tur forbi den danske filosof og teolog Søren Kirkegaard, der i ”Enten-Eller” fra 1843 skelner mellem det æstetiske og det etiske valg. Kort fortalt er det æstetiske valg egentlig ikke et valg, fordi man ganske enkelt bliver trukket i en bestemt retning uden, at man så at sige kan nå eller ønsker at reagere. Man bliver forført at sine sanser, som når en ungt mennesker hovedkulds forelsker sig i en anden. Det æstetiske valg derimod er kendetegnet ved en refleksion, hvor man nøje overvejer, om det man ønsker sig også er ”ønskværdigt”, altså om det valg, man træffer, fører en tættere på eller længere væk fra den person, som man ønsker at være eller blive. Dette fører os frem til et par andre centrale yogabegreber. Det første er begrebet ”prajna”, eller det som Iyengar kalder intelligens, men ikke bare en intelligens, som når man er klog og ved en masse ting, men en intelligens, som fører frem mod en højere intuitiv indsigt. 

Formålet med en praksis af asanas er derfor ikke blot at få oparbejdet en større viden om yoga og lære at udføre nogle stadig bedre og gradvist mere avancerede stillinger gennem arbejdet med energien i kroppen og åndedrættet (sharia og prana shakti). Formålet med en yogapraksis er, at komme i kontakt med prajna shakti, som er den refleksive intelligens, der kan hjælpe os med at finde det sted inden i os selv, hvor vi føler os hele og hviler i os selv på et dybere eksistentielt plan. Gennem arbejdet med asanas kan vi dermed rent fysisk erfare glimt af santosha, hvor oplevelsen af dette ”indre rum” i stillingerne ofte omtales  som ”sukha eller det man på engelsk kalder ”a good inner space”. Dette gode indre rum er altså heller ikke blot tanke eller en forestilling, men en konkret erfaring af en dybere væren, der kan vise en retning mod santosha.

Netop fordi den følelsesmæssige del af os over tid ganske enkel er for svingende, for ustabil og omskiftelig, så kommer santosha til at handle om at træffe et valg, hvor man føler sig forpligtet til at søge mod en større, dybere og mere permanent mental stabilitet og dermed bestræber sig på at være den bedste udgave af sig selv. Med Iyengars ord: ”Yoga is not about emotional comfort but mental stability”. 

Men denne omtanke eller refleksion, som er nødvendig for prajna, kan kun opstå, når man er velforberedt ikke bare til at yde den fysiske disciplin, men også mentalt og emotionelt velforberedt. Denne forberedelse handler om disciplineret at vælge opmærksomheden på sig selv i sin praksis og være villig til ikke helt at vide, hvad der kommer til at ske undervejs og accepterer det helt indiskutable faktum, at både på måtten og i hverdagen vil der også uundgåelig være et element af lidelse, besvær og frustration undervejs.

Iyengar forklarede en gang i en klasse, hvorfor han havde valgt at kalde sin bog ”Light on Yoga”: Sanskrit ordet ”dipika” betyder netop lys: Bogens titel angiver derfor ikke bare ønsket om at kaste lys på emnet yoga, men angiver samtidig metoden: Prajna er den refleksive intelligens og det lys, der som en kegle både oplyser og fokuserer på ikke bare, hvad kroppen gør eller ikke gør i stillingerne, men som – og det er det afgørende – også er i stand til at iagttage og reflekterer over kvaliteten af sindets egen opmærksomhed undervejs. Kan jeg være tilfreds også når tingene ikke går som ønsket?

Iyengar var en simple mand fra fattige kår, som trods sine manglende uddannelse havde en unik intelligens og intuitiv indsigt i yoga. Iyengar havde allerede mange år inden, vi mødte ham, indset, at den endelige, den perfekte, korrekte og fuldbyrdede stilling ikke findes, den er et fantom, som så mange andre af vores forestillinger er det, uanset om det gælder forestillingen om den perfekte partner, den perfekte ferie eller det perfekt job. 

Så når du praktiserer, kan du lægge forestillingen om ”den rigtige stilling” fra dig uden blot at erstatte den med en forestilling om, at stillingerne så kun behøver at tilfredsstille dine sanser og blot være ”afslappet”, ”udstrakt”, ”dejlig” eller ”blid”?

Forsøg at kultivere prajna ved at reflektere over retningen af din opmærksomhed ikke bare i hver enkelt stilling, men i hver eneste bevægelse i stillingen. Mærk hvornår din opmærksomhed er transparent og åben, hvornår dit åndedræt er frit og find ud af om stillingen kan fastholde din opmærksomhed i en refleksiv proces, hvor du hele tiden finder tilfredsstillelse i at spørger dig selv: ”Hvad gør jeg i stillingen og hvorfor?”…